2 nederlag i træk – Fanden males på væggen

Synes godt om indlæg

40 ubesejrede kampe i træk efterfulgt af 2 nederlag på 4 dage? Hvad sker der i Real Madrid?

Stimen skulle slutte på et tidspunkt. Jeg har frygtet denne periode i noget tid efterhånden, da jeg med det samme tænker tilbage på Ancelottis glimrende stime med 31 kampe uden nederlag. Denne sluttede d. 4 januar, hvorefter de, ligesom i år, tabte deres næste opgør i Copa del Rey dengang mod Atletico. De blev senere elimineret fra den spanske cup af netop Atletico. I den sæson havde Real Madrid også vundet UEFA Super Cup og Verdensmesterskabet for klubhold. De vandt deres næste 5 kampe, hvilket selvfølgelig gav ro på settet i en periode. I februar og marts begyndte det dog igen at kæntre for kongeklubben, især i La Liga. Nederlag blev hyppigere og Barcelona overhalede Real Madrids ellers solide forspring. Barcelona så sig aldrig tilbage og vandt senere hen ligaen. Derudover blev Real Madrid sendt ud af Champions Leagues semifinale af Juventus og Morata.

Jeg får derfor bange anelser, da gårsdagens nederlag mod Celta putter os i nogenlunde samme båd, som vi befandt os i under Ancelottis sidste sæson som træner i den spanske hovedstad.

Lad os lige kigge kort på de to nederlag.

Kampen mod Sevilla

Sevilla har den bedste hjemmebane statistik i ligaen, og de var inde i en virkelig god periode før dette opgør. Real Madrid havde lige udlignet den førnævnte rekord og slået dem ud af cuppen i samme uge, så de havde noget at revanchere. Zidane overraskede alt og alle, da han valgte at stille om med 3 midtstoppere og 2 wingbacks. Dette fungerede fantastisk defensivt, men det påvirkede deres offensiv i en dårlig retning. Selve opgøret var virkelig kedeligt og langsommeligt. Begge hold forsøgte udelukkende at ødelægge spillet for hinanden.

Ronaldo bragte sit hold i front på et straffespark, men det var det eneste han bidrog med i hele opgøret. Benzema var ligeledes en skygge af sig selv. Der var simpelhent for stort mellemrum mellem midtbanen og de to frontløbere, og de kunne ikke selv komme frem til noget oppe foran.
Casemiro spillede en pragtkamp uden lige, da han brød og tacklede nærmest alle Sevillas angreb egenhændigt med et køligt hoved (overdrivelse fremmer forståelsen). Sevilla havde det virkelig svært, og Real Madrid havde egentligt styr på kampen indtil de sidste 5 minutter, som Zidane også beskriver “Fem minutter. Vi spillede en stor kamp og det var meget hårdt. I bedste fald var et nederlag en smule ondt, men sådan er fodbold og det må vi acceptere” (www.madridista.dk).

Et uheldigt nederlag i mine øjne, da vi fortjente en sejr eller uafgjort.

Katalysatoren for Real Madrids defensiv mod Sevilla. En af sæsonens bedste præstationer fra Casemiro. Kilde www.gettyimages.com

Kampen mod Celta

Kampen mod Celta var dog en helt anden historie! En historie bestående af usammenhængende spil, elendig offensiv og en ekstremt underpræsterende midtbane. Både Toni Kroos og Luka Modric havde en dårlig kamp, hvilket ganske enkelt smittede af på resten af holdet. Benzema havde påklædt sig sin franske arrogance og viste sig fra sin absolut dårligste side, hvor man igen begynder at tvivle på ham som førstevalget på toppen. Det er det forfærdelige ved ham. Han kan have en virkelig god periode, score mange mål og spille godt, hvorefter han falder ned i et dybt hul af elendighed. Han har intet bundniveau. Ronaldo, vores favorit Balon d’or vinder, leverede en af sine dårligste præstation i denne sæson. Han så overdreven langsom ud, mistede hele tiden bolden og hver gang han rørte kuglen, så sænkede han spillets fart og kvalitet. Han nævnte tidligere på sæsonen, at han skulle omstille sig til en ny rolle på holdet. Den har han som sandelig ikke fundet endnu.
Real Madrid kunne simpelthen ikke spille sig ud af det aggressive og kontrollerede pres, som Celta kom med. Vores to styrmænd Kroos og Modric spillede helt ude af karakter, hvor de bare flyttede bolden rundt uden nogen som helst effekt. Det var sjældent, at de fik sat de offensive spillere i gode positioner, og når de endelig gjorde, så kunne de heller ikke levere noget slut produkt.

Marcelo var en af de få, som leverede varen mod Celta. Kilde www.gettyimages.com.

Hvad nu?

Zidane har virkelig en masse arbejde foran sig nu, da han skal forsøge at opretholde moralen og deres spil. Han udtaler “disse to hold har gjort ondt på os, og vi må få analyseret det, for der er noget, der ikke fungerer” (www.bold.dk). Det er svært at putte sin finger på, hvordan han skal ‘reparere’ sin trup. Jeg ville starte med at have fokus på samarbejdet mellem midtbanen og angriberne. Dette har været akilleshælen i de to seneste opgør, hvor forsvaret egentligt har gjort det nogenlunde. Det er klart at defensiven bliver presset, når offensiven ikke leverer noget press i modsatte ende. Ronaldo og Benzema har intet leveret i de to seneste opgør og de skal virkelig begynde at bidrage med mere, hvis Real Madrid skal tilbage på sporet. Zidane skal genskabe gnisten og kontakten mellem midtbanen, kanterne og frontløberen.

Titelkampen er i den grad åbnet op på ny, hvor Sevilla, for alvor, har stemplet ind som seriøse titelkandidater.

 

You may also like...

Click on a tab to select how you'd like to leave your comment

    Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *